Selvom nogen voksne ikke gerne vil høre det, så vil unge i dag gerne vide noget om risiko og ansvar ved at dyrke sex. Hvis man i en tidlig alder forstår, hvad det er der foregår, så har man også meget bedre mulighed for at træffe de rigtige beslutninger, når man engang er parat. Når man ligger der med kæresten første gang, så er det i hvert fald en stor fordel, hvis man kan huske, hvor let det er at blive gravid, og hvor hurtigt man kan risikere at få en kønssygdom. Så jo mere du ved, jo bedre er du til at passe på dig selv.
Selvfølgelig er det sådan, at det eneste 100% sikre er ikke at dyrke sex. Men det er nok ikke særligt realistisk. Så det næstbedste er at sikre sig ikke at blive uønsket gravid eller få en kønssygdom.
Prævention betyder, at man ved hjælp af forskellige metoder sikrer sig, at man ikke bliver gravid, selvom man dyrker sex. De fleste unge i dag vælger kondom, P-piller eller begge dele.
Sikker sex handler om ikke at blive smittet med en seksuelt overført sygdom. Der er forskellige kønssygdomme, og nogen af dem som f.eks Herpes og Hiv smitter også ved oralsex (mundsex)
Kondomer beskytter både mod graviditet men også mod kønssygdomme. Derfor er kondomer et godt valg, når du skal dyrke sex den første gang. Men husk det skal på penis for at virke, det hjælper ikke, at det ligger i skuffen eller i hans bukselomme. Så hvis du føler dig gammel nok og parat til at dyrke sex, så er du også gammel nok til at sige til ham, at han skal tage et kondom på.
Klik her hvis du vil vide mere om prævention.
|